Cup of Excellence
Smag på verdens bedste friskristede kaffe! Hvert år kårer Alliance for Coffee Excellence de absolut bedste kaffebønner på verdensplan, i den internationale Cup of Excellence konkurrence. Hos Emofabrik er vi heldige, at have fået aftaler i hus med nogle af prisvindende kaffebønder, så du også kan opleve noget af verdens bedste kaffe. God fornøjelse!


Verdens bedste kaffe kåres årligt i Cup of Excellence konkurrencen
Organisationen Alliance for Coffee Excellence kårer hvert år en række vindere, blandt nogle af de dygtigste kaffefarme i de største kaffeproducerende lande. Cup of Excellence konkurrencen bliver ofte omtalt som kaffeverdenens svar på oscaruddelingen. Kaffe fra de vindende kaffehuse sælges efterfølgende på online auktioner, så kafferisterier verden rundt har mulighed for, at kunne købe, riste og videreforhandle disse prisvindende kaffer - hvis de altså vinder auktionerne. Ofte købes kaffen dog også i en sammenslutning mellem flere kafferisterier. Størstedelen af auktionsprovenuet går til kaffefarmerne.
Den bedste kaffe i verden kommer fra mange forskellige lande
Konkurrencen om at udvælge verdens bedste kaffe, afholdes hvert år på flere forskellige lokationer i verden. Cup of Excellence 2020 blev således afholdt i hhv. Ethiopien, Nicaragua, Guatemala, El Salvador, Costa Rica, Colombia, Peru og Brasilien. I hver af disse lokationer er der blevet kåret en række vindere, hvis kaffe har gjort sig fortjent til Cup of Excellence udmærkelsen. I foregående år er konkurrencen også blevet afholdt i bl.a. Bolivia, Burundi, Honduras, Mexico og Rwanda.
Cup of Excellence udmærkelsen kræver en samlet score over 87 point
Konkurrencen er den mest prestigefyldte af sin slags i verden, hvilket også kommer til udtryk i det omfattende vurderingsforløb, hvor der skal smages på enorme mængder af forskellige kaffer fra tusindvis af kaffehuse. Hver eneste kaffe blindsmages og vurderes af først en national dommerkomité, og derefter af en international dommerkomité. Sammenlægningen af vurderingerne fra begge dommerkomitéer afslører, hvilke af de mange kaffebønner der gennemsnitligt er blevet tildelt mere end 87 point (ud af 100) hos dommerne (enkelte af vores Cup of Excellence kaffer har mindre end 87 point, hvilket skyldes at kravene løbende ændres). Op til 30 forskellige kaffer fra hvert land kan opnå en CoE-udmærkelse, men dommerne er rutinerede og svære at imponere, hvorfor der oftest er færre vindere.
Med Cup of Excellence kan kaffebønderne tjene mere på deres kaffe
Kaffe kommer generelt set fra fattigere dele af verden, hvor bønderne ofte ikke bliver betalt en retfærdig pris for deres kaffe. Derfor er en konkurrence som Cup of Excellence vigtigt. Den motiverer nemlig kaffebønderne til at forædle deres kaffeplanter, og arbejde med at skabe bedre og mere velsmagende kaffe, som de kan sælge til højere og mere retfærdige priser. Samtidig er Cup of Excellence med til at udbrede kendskabet til alle disse kaffer, som ellers aldrig ville have kunnet opnå den samme opmærksomhed.